Bucephala clangula
Hvinanden ankommer til fjorden fra Sverige og Finland i efteråret. I Nordsjælland er hvinanden begyndt at yngle i opsatte redekasser. Det er derfor ikke usandsynligt, at den vil begynde at yngle omkring Roskilde Fjord.
Især hannen er meget genkendelig på sin hvide og sorte fjerdragt, grønsorte hoved med hvide kinder og gule øjne. Den bruger dagtimerne på at finde muslinger, snegle og småfisk på dybere vand i fjordens bredning. I de sene aftentimer flyver hvinanden til mere beskyttede hvilepladser.
Vidste du at… Hvinandens navn kommer af den hvinende lyd fra hannens vinger, når den flyver.
I parringstiden laver hannen et særligt kast med nakken, mens den piber og knurrer for at imponere hunnen.
Hvinanden kan lette næsten lodret fra vandet. Det er en tilpasning hos ænder, der lever i små, tætbevoksede søer.