Frivillige søges til at løfte fremtidens projekter i ROH –  Økonomi/Regnskab, Naturens urter og planter samt daglig drift.

Foreningen Roskilde Oplevelseshavn har en vision om at skabe stabilitet og en solid base for fremtidens aktiviteter på havnen og i ROH regi. I den forbindelse søger vi frivillige som har lyst og tid til at være en del af denne udvikling, og som kan bidrage med arbejdsomhed, engagement og gode idéer. 

Har DU tid og lyst til at være en del af et hold med entusiaster, som brænder for vores oplevelseshavn og ønsker DU at være med til at skabe gode oplevelser for havnens gæster og samtidig bidrage til at havnen kan blomstre? Så er det måske dig vi leder efter!

Lige nu har vi særligt brug for at styrke 3 områder.  

1: Økonomi og regnskabsområdet

Vi leder pt. efter frivillige til at hjælpe med vores regnskabs- og økonomiopgaver. Da Roskilde Oplevelseshavn har planerne om at indgå i flere og mere omfattende økonomiske projekter i fremtiden, har vi brug for hjælp til at holde overblikket. Arbejdet indebærer momsindberetning, opsætning af regnskab og budget samt administration af de få lønninger vi har. Arbejdets omfang varierer i perioder, men da vi stadig er en mindre forening er arbejdsbyrden begrænset.

2: Naturen som spisekammer

Samtidig leder vi også efter frivilllige som er velbevandret i naturens spisekammer. Vi oplever en stor efterspørgsel på sanketure langs kysten, hvor vi gerne vil inddrage muslinger og tang også. Vi har brug for frivillige som har lyst til at være med til at opbygge vores plantekundskaber, og være med til at udvikle sanketure.

3. Drift i form af at åbne og lukke vores udstillingshus.

Vi har brug for frivillige som har lyst til at hjælpe med at holde vores udstillingshus åbent om dagen og lukket om natten. Dette indebær helt simpelt at melde sig på nogle dage hvor man har lyst til at åbne og lukke dørene indtil vi får et mere automatisk system. 

Derudover, vil vi altid gerne have dig med på holdet, hvis du har tid og lyst. Kontakt vores formand Maria Kristina Holst Palner, hvis du kan se dig selv i én af disse opgaver, eller hvis du bare har lyst til at bidrage med lige præcis det, som du kan! Skriv til: maria@roskildeoplevelseshavn.dk, eller ring i hverdage mellem 9-14 på tlf.: 28715247