Hornfisk

Belone belone

Om foråret trækker hornfiskene ind i Roskilde Fjord for at gyde. Og i starten af Juni kan man  se ynglen svømme rundt på lavt vand i klart og stille vejr. Da hornfiskene ofte svømmer i vandoverfladen, er de et let bytte for både havørne og skarver her i fjorden.  Hornfisken er en vandrende fisk. Den udvandrer igen fra Roskilde Fjord i august-november til Atlanterhavet. Man ved dog ikke præcist, hvor den overvintrer.

Fakta:

  • Størrelse: 50 – 75 cm
  • Alder max 18 år

”Vidste du at…  hornfisken har grønne ben? Så benene er lette at finde, hvis du spiser hornfisk”

Som en torpedo
Hornfisken har en lang smal åle-lignende krop. Kæberne er forlængede og ligner næsten et lille næb, fyldt med mange skarpe tænder.

Lever i stimer
Der er ikke ret mange fiskearter, der som hornfisken er tilpasset til både at kunne leve i det meget saltholdige Atlanterhav (ca. 35 ‰ salt) og i fjordens brakvand. Hornfisk er stimefisk der svømmer tæt ved overfladen, og nogengange ses den endda springe i vandoverfladen.

Et rovdyr
Hornfisken er et rovdyr med gode svømmeevner, kraftigt gab og spidse tænder.  Den spiser mindre fisk, f.eks. brisling, hundestejle og rejer. Unge hornfisk spiser vandlopper og andre krebsdyr samt insekter, som lever i vandoverfladen.

Nem fangst
Når hornfisken kommer til fjorden, følger mange lystfiskere med. Hornfisk fanges typisk ved brug af silktråde frem for krog. Når fisken bider sig fast med de mange små tænder, roterer den rundt og filtre ind i trådende, og man kan trække den i land.
Arkæologiske fund af knogler på bopladser viser, at hornfisken er blevet fanget i danske farvande siden stenalderen. 

Du kan læse mere her: