Affaldsindsamling – Affaldsfrifjord 2021

Søndag d. 18. April, blev dagen hvor vi for alvor satte gang i projekt Affaldsfrifjord. Dagen startede i høj sol, med godt humør på havnepromenaden hvor over 50 havde meldt sig til at samle affald ind langs havnen, i Kællingehaven og på den anden side af Vikingeskibsmuseet. Alle aldre var repræsenteret og vi fik i alt samlet 21 Kg. affald ind. I år var bunken præget af mundbind, flamingo, og cigarretskoder som altid har været et stort problem i de områder hvor folk færdes ofte. 

Foreningen Grønne Gymnasier var med som frivillige på dagen, og stod for at sende folk afsted med grabber og poser. Grønne Gymnasier er et relativt nystartet initiativ, med fokus på at få gymnasierne med i en grøn bølge, om at fremme den grønne omstilling lokalt på deres eget område. Det er planen at gymnasierne kan komme med i en grøn flag ordning, hvis de kan efterfølge forskellige krav om grøn omstilling.

I år havde vi også besøg af Julia og Thomas fra Roskilde Museum. De er igang med at udtænke setuppet til en ny udstilling om Roskildes affaldshistorie og nutidsproblematik. Derfor var de på besøg for at udplukke en del af det affald som blev samlet op på turen. Rigtig mange hjalp til med at få sorteret de mangle smådele fra, så ROMU gik hjem med mere affald end de havde planlagt fra start.

Dagen sluttede med en hotdog eller en softice fra Havnekiosken som altid er med på at give en hånd med til vores arrangementer. Vi håber at gentage succesen til september, og glæder os til vi forhåbentligt må være endnu flere sammen om en god sag. 

Affaldsfrifjord er et projektsamarbejde mellem Nationalpark Skjoldungernes Land, Roskilde Oplevelseshavn, Lejre- og Roskilde Kommune. Samt en masse frivillige torvholdere som gør, at vi kan stille op med flere event langs med fjorden hvert år. Læs mere om projektet på Affaldsfrifjord.dk

– Maria Kristina Holst Palner